Forventninger til DIG:
Turen er for strikkeentusiaster uanset niveau. Du kan følges med en veninde, men du kan også rejse med alene uden at kende de andre på forhånd - Det kommer du til før ugen er omme
Fællesnævneren for ugen er vores passion for strik – krydret med masser af grin og gode snakke
Du skal være rejsevant. Du skal kunne begå dig på engelsk eller fransk, for selv om vi følges ad det meste af tiden, bliver der også tid, hvor man kan færdes alene eller i smågrupper
Du skal også kunne håndtere lufthavnen alene, da ud- og hjemrejse foregår på egen hånd (Jeg befinder mig allerede i Marrakech)
Vi er en gruppe… Det vil sige, at vi rejser sammen, spiser sammen, oplever sammen og strikker sammen
Du skal være rummelig, omgængelig og hyggelig, og du skal være indstillet på at være i en gruppe, hvor vi tager hensyn til hinanden
Krav til din fysik: Vi bevæger os rundt på gå-ben i Marrakech, så du skal kunne gå rundt i byens smalle gader i flere timer på skæve brosten uden besvær. Og du skal kunne forcere mange trapper, da alle huse, restauranter og riads har flere etager
Vi skal på dags-vandring i bjergene. Turen kan foretages i almindelige trave-/gummisko. Vi skal ikke klatre, men det er ikke ”en skovtur”, da vi skal gå både op og ned og vandre en del højdemeter. Hvis du, højtsyngende på nationalsangen, kan gå op på fjerde sal og stadig bevare dine lunger indenfor ribbenene, så kan du fint klare bjergturen